I bogen “Bauformen des Gewissens – Über Fassaden deutscher Nachkriegsarchitektur” foretager forfatteren Markus Krajewski sammen med fotografen Christian Werner en række dybdegående analyser af Tysk facadearkitektur, herunder brugen af kakler på bygninger i de offentlige rum.
Den udbredte brug af kakler som byggemateriale i de genopstandne tyske byer efter krigen, ser de som et forsøg på at bringe æstetikken fra badeværelset ud i gaderummet.
De taler direkte om det eksternaliserde badeværelse og hæfter sig ved at det er de “let afvaskelige” husfacader, med rene linjer, og klart afgrænsede rektangler og kvadrater, der er attraktive for efterkrigstidens arkitekter og bygherrer. Samtidig giver kaklernes muligheder for at sammensætte farveflader, der peger fremad mod nye tider, byggeriet et legende og moderne udtryk.
Sjælehygiejne
Der var brug for effektive og frem for alt hurtige løsninger for de mange skamskudte og frønnede Gründerzeit huse, der enten skulle rives helt ned eller renoveres efter krigen. Flere steder blev bygningerne kun delvis renoverede, så det f.eks. kun er underetagen der beklædes af fliser. Andre steder pakkes de gamle husfacader helt ind.
Forfatterne mener at lagene af kakler tildækker facaden, på samme måde som sminke maskerer et ansigt. De taler direkte om facadernes “sjælehygiejne” og ser de rene geometriske flader som en renselse, der skaber ro og orden i et land i opløsning.
Måske er det den indirekte grund til at kakler ikke har den samme udbredelse i Danmark. Vi havde ikke så meget at skjule og var allerede med Arne Jacobsen og andre arkitekter i gang med de rene flader og det moderne projekt. Arne Jacobsen var godt nok kraftigt inspireret af Bauhaus, men bevægelsen var reelt sat på stand by i nazisternes Tyskland. Kakkelbeklædningen kunne hurtigt genskabe et moderne udtryk i det nye Tyskland.
Personligt synes jeg, at kakler er et overset bygge- og formgivningsmateriale i et land, hvor røde murstenshuse totalt dominerer. Væksten i bilparken siden 60´erne, har betydet snavsede bykerner over alt. De “let afvaskelige” facader, har derfor også den praktiske funktion, at det er nemmere at fjerne sod og forurening med vand og sæbe end dyre facaderenoveringer med stilladser og sandblæsning.
Berliner Bahnhöfe
Berlinrejsende vil genkende den kreative brug af fliser på de berlinske “U- og S Bahn” stationer. Det ser flot ud, især hvis man sammenligner med den grå københavnske metro. Mens man venter på toget, kan man lade tankerne flyde og lade øjnene vandre hen over mønstre, symetri og farvespil på væggene.
Snapshots som antikke mosaikker
At fliser og mosaikker kan mere end man umiddelbart skulle tro, kunne ses på Glyptoteket, da kunstneren Erik A. Frandsen i 2007 udstillede sine fotografiske snapshots udført som kæmpe mosaikker på Glyptoteket. Skabelsen af mosaikker kan spores helt tilbage til antikken og kunstneren har fået et traditionelt italiensk mosaikværsksted til at producere værkerne.
Kontrasten mellem de lidt “billige” motiver f.eks. ryggen af en dreng, der bærer et halvvådt Disney håndklæde på en badebro, – en fyr i Spiderman kostume i dårligt blitzlys eller ChupaChup slikkepinde miutiøst udført i små fliser er fantastisk! Modsætningen mellem den enorme tid det må have taget at producere værkerne, sat op mod det hurtige klik på instamtic apparatet larmer i vores bevidsthed. Tiden står på en gang stille mens man bevæger sig tættere på værkerne og detaljeringsgraden hele tiden udvider oplevelsen.
Gad egentlig vide hvorfor kakler ikke er så udbredt i dansk arkitektur?
Links:
Bauformen des Gewissens – Über Fassaden deutscher Nachkriegsarchitektur
Fotografen Christian Werners hjemmeside
Erik A. Frandsen på KunstOnLine