Der er en del spørgsmål der trænger sig på efter dette års dOCUMENTA(13) – ikke mindst i omgangen med “den kritiske” og “politiske” kunst.
Den kunstneriske leder af dOCUMENTA(13), Carolyn Christov-Bakargiev erklærede ved åbningen, at hun ikke havde et samlet koncept for dette års udstilling. En påstand hun bekræftede ved lidt teatralsk og iscenesat på pressemødet at springe 22 A4 ark fra sin forberedte tale over.
Det er her diskussionen begynder: Carolyn Christov-Bakargiev (CCB) kan have ret, når hun udtaler, at der ikke er noget gennemgående tema eller koncept på documenta(13), for de temaer der kunne være bør indgå naturligt i mange af værkernes af sig selv. De er skabt i og under en politisk virkelighed. Men CCB giver den en ekstra tand, når hun på pressemødet byder velkommen til en række deltagere, der kommer fra andre faggrupper end kunsten, nemlig fysikkere, biologer, arkitekter og repræsentanter fra det økologiske landbrug. De er som udgangspunkt ikke kunstnere, men har et bud på den globale verden. Det alene gør ikke værkerne til kunst, kun til politiske udsagn.
Er en frugtbod kunst?
Det er her kunsten forsvinder i de politiske budskaber flere steder på udstillingen. For er det et kunstværk, når man i parken Karlsaue i Kassel kan købe økologisk frugtjuice fra de økologiske aktivister AND AND AND´s lille bod. Værket er politisk, ingen tvivl om det, men indeholder det egentlig en kunstnerisk dimension?
Den gode nyhed er at kunstgrupper som AND AND AND kan udstille på lige fod med andre kunstnere. Det virker logisk i en globaliseret og overbefolket verden, at kunsten får et udsagn, der udtales af flere kunstnere samtidigt. Det giver også mening, at der på en international kunstudstilling er fokus på verdens mange politiske brandområder og at kunstnerne reflekterer, kommenterer og i det hele taget ser på den verden de befinder sig i. Det er der ikke noget nyt i. Det ville vække større opsigt og måske arrogant hvis væsentlige politiske emner, var fraværende, når mere end 200 kunstnere fra hele verden udstiller på samme sted.
AND AND AND: Kiosk für Solidarität, Ökonomie, Nahrung aus biologischem Anbau.
Flere skæverter
Men der er flere steder det halter. F.eks. virker det letkøbt og uden kunstnerisk pointe når Susan Hiller har placeret gamle Wurlitzer jukebokse på forskellige cafeer og restauranter i byen. Jukeboksmusikken er skiftet ud med frihedssange og i et rum på udstillingen er sangenes titler skrevet på væggen – hrmm.
Eller når Gunnar Richter, der er daglig leder af mindesmærket ved Breitenau i Guxhaven i nærheden af Kassel, i en pavillon i parken viser en diasserie med dokumentation af massgrave fra den nationalsocialistiske fortid. Desværre er det stadig en vigtig sag i dagens Tyskland, men spørgsmålet, der trænger sig på er: Er Gunnar Richter kunstner og hvad laver det i øvrigt udmærkede lokale projekt på en international kunstudstilling?
Eller værket CAMP af Shaina Anand og Ashok Sukumaran, der består af filmen: The Boat Modes 2009 – 2012: ca. en times lidt tilfældigt sammenklippet dokumentarfilm om bådtransport i det nordindiske ocean optaget over tre år. Det foregår på en båd. I tekstmaterialet kan man læse sig til, hvordan både binder folk sammen, skaber sociale bånd mellem familier i den del af verden. Hvilket vel ikke kan overraske nogen.
Sovende forskningsprojekt
I det hele taget er det et problem, når meningen med den politiske kunst kun fremgår af tætskrevne A4 ark på væggen. Dels kan det være svært at komme til, når der er flere tilskuere, der samtidigt søger at “trække” mening ud af værket og dels burde politiske kunstværker vel i sig selv være med til at stille de nødvendige spørgsmål og skabe den nødvendige gnist eller indsigt hos tilskueren.
Et sted kan man f.eks. opleve en hvid sokkel på ca. en kubikmeter med to døde fluer liggende som de eneste objekter i en glasmontre. Det er thailænderen Pratchaya Phintongs værk Sleeping Sickness. Af den urimelig lange og omfattende tekst, fremgår det, at der er tale om et par tsetsefluer, hvor hanfluen er steril og fru flue stadig er frugtbar.
Egentlig kunne det med en kunstnerisk bearbejdelse være et smukt og væsentligt værk, der kommenterer den i Afrika udbredte epidemiske sovesyge, der netop spredes af tsetsefluen. Teksten fortæller dog at Pratchaya Phintong gennem flere år har foretaget forskningsrejser gennem Etiopien, Zambia og Tanzania og udført forsøg med bestråling for at sterilisere hannerne og dermed redde menneskeliv. Det er en god sag, men det fungerer ikke, når værket eller rettere forskningsprojektet, ikke kan stå alene uden den lange forklarende tekst.
Den politiske substans skal opleves
Heldigvis er der også kunstnere der kan forvalte opgaven at skabe kunst med klare politiske signaler. F.eks. den store træskulptur af Sam Durrant, der står midt i parken Karlsaue og som et legeredskab inviterer til at man bestiger det. Men pludselig synes man der er former i træværket man genkender. Hvad skal alle de overlæggere? Og hvorfor er der huller i gulvet? Langsomt går det op for en at det er galger man står på … mange galger!
Sam Durrant, Scaffold – 2012
Et andet relevant bud er Istvan Csákanys installation ”The Sewing Room”. En systue komplet med damppresse, industrisymaskiner og arbejdsborde. Alt sammen snittet minutiøst ned til mindste detalje i lyst træ. En virksomhed der masseproducerer tøj forfines til det ekstreme og fremstilles med en detaljerigdom, som var det et stykke ædelt kunsthåndværk fra det 17. århundrede.
Værket handler i høj grad kontraster og tid. Kontrasterne mellem kunst, håndværk og masseproduktion. Tiden som Istvan Csákany har brugt på fremstillingen af værket. Den tid syerskerne på fabrikkerne i Asien bruger på fremstilling af tøj til vesten og ikke mindst den relativt korte tid vi som tilskuere bruger på at se og opleve installationen blandt mange andre.
Istvan Csákanys, The Sewing Room – 2012
Og for at understrege pointen om os som en del af tøjproduktionen inviteres publikum til en kort catwalk mellem de kropsløse mannequiner og den sirligt udskårne produktionshal.
Istvan Csákanys, The Sewing Room – 2012
Hos Sam Durrant og Istvan Csákany er de politiske budskaber egentlig ikke skjulte og heller ikke åbenbare, men kommer snigende i vores bevidsthed, mens vi langsomt begynder at fatte hvad det er vi oplever. Samtidig er fortolkningspaletten bred og børn kan sagtens lege uvidende videre på skafottet eller løbe glad gennem catwalken i asiatisk produceret børnetøj. Det er stadig kunst også selvom det er politisk.
Udgivet: 31. dec 2012 15:58