Astrid Noacks atelier i Rådmandsgade

Baggrundsartikel udgivet i Kunsten.Nu den 2. nov. 2011 med titlen Baggårdens Astrid

Astrid Noacks atelier i Rådmandsgade 34

Astrid Noacks atelier i Rådmandsgade 34

I Rådmandsgade i baggården til nummer 34 havde billedhuggeren Astrid Noack sit atelier. I 1936 flyttede hun ind i en tidligere hestestald i baghuset, hvor hun boede og arbejdede helt frem til 1950. I forhuset var der en tobaksforretning, med salg af øl og tobak og i nabohusene fandtes værksteder, en sadelfabrik og en del små håndværksmestre.

I et brev til sine venner skriver hun: ”Dag og nat arbejdes der i denne gård. Når jeg slutter ved 1-2 tiden begynder klejnekogning i et rum ved siden af mig. 7 morgen begynder blikken– og kobbermesteren og så noget efter tager jeg på vej igen. Hyggelige folk, ligetil – som dem jeg kan lide i Paris.”

På Nørrebro fandt Astrid Noack den stemning som hun kendte fra Paris og her skabte hun en række centrale værker, blandt andet statuen af Anna Ancher, opstillet i Skagens Museums have i 1939 og som blev hendes egentlige kunstneriske gennembrud.

Ved døren, hvor lyset kom ind af loftsvinduet, arbejdede hun med sine lerfigurer og bagerst havde hun en lille udklaps-seng, hvor hun sov om natten. Det er ikke svært, at forestille sig hvor koldt det må have været om vinteren i det lille uisolerede rum. Ikke mindst under krigen, hvor der var rationering på kul til kakkelovnen, som hun også brugte til at lave mad og kaffe på. Det har sikkert heller ikke været sundt at sove op og ned af store lerskulpturer, der var svøbt i våde klude for at holde leret fugtigt.

Foto fra udstillingen

Foto fra udstillingen

Men Astrid Noack holdt af det enkle og hun trivedes med de primitive forhold i atelieret. Hun var glad for det liv, der var i kvarteret, ikke mindst børnene. Hendes eget barn døde af mæslinger under et ophold i Paris, kun halvandet år gammelt. Så hun var særlig glad for kvarterets børn der kom og legede i gården.

Astrid Noack: "Ung mand der planter et træ"

Astrid Noack: “Ung mand der planter et træ”

Gammelt støv
”Da vi ryddede op her måtte vi feje en masse gips- og lerstøv op fra gulvet. Ret fantastisk at tænke på, at det stammede fra hendes skulpturer og at det har ligget her siden 1950´erne”, fortæller lærer og kunstner Jette Ellgaard, der arbejder som frivillig formidler i atelieret.

“Vi er en lille forening, der forsøger at bevare stedet. Hele miljøet her er unikt. Det er ikke svært at forestille sig hvordan livet har udfoldet sig i trediverne og fyrrerne. Selv i dag har stedet en fantastisk atmosfære, hvor baggården bruges til øvelokaler for rockbands, garager med oplagringsplads for pølsevogne og parkeringsplads for et par store og måske lidt ”gangsteragtige” BMW´er.”

”Vi var heldige at få fat i gipsfiguren “Ung mand der planter et træ”, som stod på et loft på Vallekilde Højskole. Den er nu renoveret og står flot her i rummet, hvor den hører til. Fra Astrid Noakcs familie fik vi hendes gamle skrivebord foræret og da vi åbnede skuffen, fandt vi hendes pas. Den gamle kakkelovn er vi også ved at finde frem til. Alt sammen små brikker, der er med til at genskabe lidt af den oprindelige atmosfære”, fortæller Jette Ellgaard.


Foreningen Astrid Noacks Atelier i Rådmandsgade arbejder for at bevare atelieret.
“Kan vi skabe et kulturelt minde for Astrid Noack på stedet? – evt. med kulturelle aktiviteter for kvarterets børn og unge?
Læs mere: www.astrid-noack.dk

Udstillingen “Astrid Noack tilbage
En genoplivelse af billedhuggerens atelier på Nørrebro
Udstillingsperiode: fredage og lørdage fra d. 20. aug. til d. 2. okt. kl. 14-17
Udstillingen kan også besøges efter aftale ved at kontakte foreningen via hjemmesiden: www.astrid-noack.dk

Thorvaldsens Museum havde i 2009 en særudstilling om Astrid Noack
Stærkere end livet – billedhuggeren Astrid Noack 1888-1954

Astrid Noacks skrivebord med hendes pas

Baggården i Rådmandsgade nr. 34

Baggården i Rådmandsgade nr. 34

Baggården i Rådmandsgade nr. 34

Baggården i Rådmandsgade nr. 34


Udgivet: 2. nov 2011 16:13

Der er lukket for kommentarer.