Her er en lille personlig historie om hvordan man ved tilfældigheder kan komme til opleve den tyske kunstner Joseph Beuys.
Hver gang jeg er i Berlin, tager jeg en tur forbi Hamburger Bahnhof, der er byens store museum for samtidskunst. Og hver gang går jeg ind i rummet med Joseph Beuys store gule fedtklumper uden helt at have forstået hvad de egentlig gik ud på.
Jeg kendte godt historien om Beuys og hans tilknytning til fedt og filt, der kort fortalt går ud på at Joseph Beuys som ung pilot under 2. verdenskrig blev skudt ned over Krimhalvøen og at de lokale Krim-tatarer tog den sårede pilot til sig og smurte hans krop ind fedt og svøbte ham i filt. Han overledvede styrtet og opholdt sig i 12 dage sammen med taterene og deres shamanistiske ritualer.
Men at se en umiddelbar sammenhæng mellem de store gule talgstumper i udstillingsrummet på museet og historien om Beuys redning kunne jeg ikke.
Lige indtil jeg en dag ved en tilfældighed gik den modsatte vej igennem udstillingsrummet og fik øje på en et opslag på væggen overfor, som jeg ikke havde set før.
Her var forklaringen på “Unschlitt” (talg) som værket hedder. I en temmelig trist betonforstad til Münster i Ruhrdistriktet havde Beuys fået øje på et meningsløst kileformet rum under en fodgængertunnel. Han betragtede det formålsløse sted som betonforstadens åbne sår og valgte naturligvis, at lukke rummet med nogle gevaldige klumper af talg.
Hans intention med værket var at stille spørgsmålstegn ved ”motiverne hos en byplanlægning, der producerede betonørkener, og ved den indskrænkede kunstekspertise, der billigede den slags”. Tilblivelsen fandt sted på en nærliggende betonfabrik, hvor der af forskallingsbrædder blev bygget et gigantisk smeltekar, der kunne rumme de 20 tons fåretalgsgranulat og et mindre kvantum svinefedt, Beuys skulle bruge til sin skulptur (Kunstavisen).
På en planche citerer Caroline Tisdall – tidligere kunstkritiker ved The Guardian og i en årrække en nær ven af Beuys – der i 1979 betegnede Unschlitt som ”en didaktisk og provokerende indsats, et usædvanligt eksempel på absurd kunstnerisk frihed, en kritik af den sjælløshed, der hersker i vores omverden, og som her er forvandlet til et overlevelseslager af varmeenergi: en fedtreserve.” (Kunstavisen).
Formgivningen af skulpturen er alstå ikke resultatet af egentlig kunstnerisk æstetisk tilvirkning, men betinget af hvordan talgklumperne passer til betonforstadens åbne sår under fodgængertunellen.
Udgivet: 1. aug 2016 20:59