Debatindlæg udgivet i Kunsten.Nu den 15. apr. 2011 med titlen Signaturen i en delingstid
En medarbejder på Louisiana viste mig et digitalt værk, som han havde fået sendt direkte til sin smartphone i forbindelse med David Hockney udstillingen. Udstillingen: ”me draw on iPad”, der åbnede i sidste uge, består af elektroniske malerier, malet og udstillet på en iPad.
David Hockney har brugt tegneprogrammet Brushes, der er en applikation, en såkaldt ”App” hvor man maler direkte på iPad´ens touchscreen, til at producere samtlige værker til udstillingen. Hockney, der er kendt for at male ”det der umiddelbart er i nærheden af hvor han befinder sig”, har under sit besøg på museet produceret et par ekstra malerier fra museet og naturen omkring det. Det var en af disse værker, jeg fik vist og jeg spurgte selvfølgelig om jeg kunne få en kopi sendt til min Smartphone, men nej den måtte medarbejderen desværre ikke sende videre…
Det er der sikkert mange rimelige grunde til. En af dem kunne være at det vel ikke er helt i orden, at museet via personalet distribuerer kopier af de udstillende kunstneres værker. En anden grund er at selvom mange af museets medarbejdere er formidlere, så er de jo netop ansat til at repræsentere Louisiana og ikke til at distribuere kunst via deres eget personlige kontaktnet. David Hockney har betinget sig at det kun bliver i de helt nære kredse. Der er altså et ønske fra kunstneren og Louisiana om at bevare en vis kontrol med distributionen.
QR koden til David Hockneys digitale malerier
Og så dog … alligevel ikke… for på Louisianas hjemmeside, på plakater, foldere og andet informationsmateriale, kan man selv erhverve sig op til fem værker via en QR kode. En QR kode er en todimensionel stregkode, der kan læses af mobiltelefonens kamera og som typisk indeholder kontaktoplysninger eller linker til en hjemmeside. Louisianas QR koder linker til en hjemmeside, hvor David Hockneys værker kan ses og … kopieres.
Er det et ”ægte” tyveri?
På museet, hvor Hockneys malerier er præsenteret på lysende iPad-skærme, gjorde jeg som andre besøgende, tog min SmartPhone og ”stjal” et par digitale aftryk. Havde jeg nu været en teknisk dygtig fotograf, med et bedre kamera, der har styr på farvetoner og kelvingrader, ville det sikkert have været en smal sag for mig, at ramme farven præcist og undgå skæve vinkler og reflekser. Min kopi i mit kamera ville så være en 1 til 1 version af det ophængte værk og det ville være umuligt med det blotte øje at se, at der er tale om en affotografering.
Havde det drejet sig om traditionelt malet kunst eller grafik, ville ingen være i tvivl om, at fotografier er gengivelser af værkerne og altså ikke er ægte. Lovlig kopiering af malerier foregår også blandt kunststuderende i hele verden. På Louvre og andre store udstillingssteder sidder de og maler vellignende kopier af ”de store mestre” for at lure dem teknikken af. Men det udgør ikke noget problem, for det er kopier og det er relativt nemt at kende forskel.
Men lad os nu antage, at jeg havde teknikken i orden, så ville det kunne lade sig gøre at affotografere David Hockneys iPad malerier i udstillingsrummet og genskabe min egen David Hockney udstilling hjemme i min stue. Jeg kunne også tage til Kina eller et andet land, hvor spørgsmålet om ophavsret ikke er så afgørende og præsentere min helt egen David Hockney udstilling som ville være 100% identisk, med den der er på Louisiana i dag.
Masseproduktion – en gammel historie?
Andy Warhol har været denne her tur igennem og masseproduceret kunstværker dengang i 60´erne og 70´erne, hvor alt var i vækst.
Produktion og forbrug var et tema i tiden og Warhol havde jo netop en pointe i at masseproducere kunst om masseproduktionen i industrien som f.eks. Cambels Tomato Soup dåser eller Brillo vaskepulver. Men Warhols produktionsbegrænsning var, at uanset hvor mange værker han kørte igennem silketryksrammerne i The Factory, så har de et afsluttet antal og produktionen stoppede ved hans død. Begrænsningen består i at værkerne stammer fra samme kilde og dermed er produktionen kontrollerbar.
Det nye her, er at David Hockneys iPad værker kan reproduceres og distribueres af alle, der ejer dem. Enhver der har et digitalt maleri på sin iPad eller iPhone, kan sende det til sine venner ligesom Hockney selv gør.
David Hockney, der var til stede ved åbningen af udstillingen, gør på sin hjemmeside tydeligt opmærksom på, at han har copyright til værkerne også de digitale. Så skulle den jo ikke være længere. Min ”tænkte” kopi af udstillingen er ikke godkendt af David Hockney og dermed er den ikke ægte. Men det er jo et valg som Hockney har taget, en anden digital kunstner kunne jo vælge anderledes og definere sin copyright på en helt ny måde.
Indgangen til David Hockneys hjemmeside
Men hvad nu hvis Louisiana om 10, 20 eller 30 år, når David Hockney efter al sandsynlighed er død, beslutter sig for at genskabe udstillingen som en hyldest? Vil det være en ægte og 100% original David Hockney udstilling? Og hvad med de godkendte malerier som Louisiana selv har sendt ud via QR koderne, er de alle sammen ægte?
Mere interessant er det: Hvor og hvad er originalen?
Spørgsmålet om ”den ægte vare” er i det her tilfælde ikke kun interessant økonomisk og ophavsretmæssigt. Det er også interessant kunsthistorisk, for hvor befinder originalen sig egentlig henne?
Værkerne er jo skabt af malerens bevægelser hen over iPad´ens touch-screen og er på ingen måde hverken fysiske eller håndgribelige. De findes kun på en skærm og som en digital kode, der når den afkodes digitalt, genskaber maleriet.
Programmet ”Brushes” kan afspille tilblivelsen af værket, sådan at tegningen langsomt bygges op mens vi ser på det. Men det er desværre en ensartet og mekanisk gengivelse, der ikke giver indtryk af maleriets rigtige tilblivelsesproces. Man oplever ikke forskellige tempi, en tøven før et pennestrøg eller lignende. Så det er måske sjovt at se på, men giver ingen oplevelse af autencitet.
Dekodning
Den digitale kode, som David Hockney sikkert aldrig har set, indeholder ud over en mængde informationer om hvordan billedet skal gengives, også informationer om tilblivelsen. Fotografier fra selve udstillingen, vil derfor hurtigt kunne klassificeres som gengivelser eller forfalskninger, for info-filen der er en del af billedet, vil kunne fortælle om tidspunktet for optagelsen, kameratype, blændetrin, lukketid mm.
Men hvad med de billeder som David Hockney selv sender ud til sit netværk? Bliver det til originale værker, hvis det kan dokumenteres via f.eks. serienummeret, at de er sendt fra Hockneys egen iPad? Hvis de så igen er sendt videre med en SmartPhone, hvis data er registreret, er der så stadig tale om en ægte Hockney?
Skal fremtidens konservatorer gå i dybden i billedets bagrundskode, for at kunne konstatere hvilken repræsentation af værket, der er tale om? Og måske kan svindlere forfalske den bagvedliggende programmering, så det ser ud som om der er tale om et ægte værk?
Spørgsmålet er om originalitet og ægthed spiller en rolle indenfor digital kunst. Er det overhovedet en faktor vi skal forholde os til, når vi taler om digital kunstproduktion? Vil kunsten ikke på samme måde som musikbranchen, opleve digital masseproduktion.
Den ægte David Hockney på Louisiana april 2011
David Hockney, der i dag er 73, gav i interviewet torsdag aften på Louisiana udtryk for en analog eller måske ligefrem Ol’ Skool holdning til sine digitale malerier og deres udbredelse. Adspurgt om han ikke ville have sin egen iPad applikation, for dermed at være en del af det nye, svarede han, at han ikke interesserede sig for så meget for den tekniske side af sagen, men mere var optaget af den enkle proces, det er at male på stedet – her og nu. Hockney nyder den frihed, som iPad´en giver ham for at male, når som helst han ønsker det og at han med det samme har muligheden for at sende sine værker videre. Resten vil han overlade til andre og eftertiden.
Asger Hunov
Webredaktør og digital kulturformidler
Links:
Udgivet: 15. apr 2011 16:30