Ulven kommer – rabies på Vesterbro

Den amerikanske undergrundsgrafiker Dennis McNetts dyrisk psykedeliske værker kan frem til den 18. maj opleves i galleriet MOHS på Vesterbro.

Af Asger Hunov – København – Publiceret i Cph-art.dk den 10. maj 2013

Wolfbats are real” hedder udstillingen, der består af en række håndskårne trætavler, vægfigurer, djævlemasker, træsnit og et til lejligheden produceret større tableau med en manende ulvefigur, der messer over eller ligefrem gennempløjer et abstrakt storbylandskab.

Dennis McNett benytter sig af et formsprog der henter inspiration fra genrer som Heavy Metal, dyster gotisk fantasy eller spiluniverser som World of Warcraft. Det er ikke så tit vi ser den slags herhjemme og værkerne bevæger sig flere gange over grænserne til det smagløse og billige.

Det med det billige er faktisk styrken i hans produktion, for håndværksmæssigt er der ikke noget at komme efter og Dennis McNett er alsidig, eksperimenterende og bevæger sig ud af mange spor. Fælles er en udforskning af aggressive og dyriske udtryk fra det bagerste af den maskuline reptilhjerne. Værkerne er både smukke og hæslige med en detaljerigdom hos dæmoner med forvredne djævlehorn, hvæsende flagermus, ulvehoveder med lynende onde øjne, flænsende tænder, skarpe knurhår og anden herlig rå rovdyrs æstetik.

Dennis McNetts er født i 1972 og på hans hjemmeside http://wolfbat.com/ kan man læse at han som barn blev opmuntret til at tegne af sin blinde bedstefar, der igen og igen insisterede på at hans tegninger var rigtig gode. Hans grafiske stil med hårde konturer trækker tråde tilbage til den amerikanske Comix og undergrundstradition fra 1960´erne, kombineret med påvirkninger fra det rå og højenergiske billedsprog fra skateboard- og punkrock scenen i 1980´erne, som han selv er en del af.

Antihelten Dennis McNett på MOHS exhibit på Vesterbro.

Skateboarddesign med antihelte

 

På MOHS – exhibit, kan man yderst billigt (300,-DKK) erhverve sig et af de originalt signerede og nummererede træsnit, der udført i verdens ældste trykketeknik, benyttes som grafisk platform for nutidigt skateboarddesign.

Skateboardtrykkene, der har fællestitlen ”ANTIHERO” hylder en række antihelte som venner og skatere fra subkulturen i rollen som onde indianere eller satirisk omgivet af afgnavede dueben. Andre ”boards” fortæller historien om ”heavy-metal-mennesket” og om den ikke helt så heltemodige amerikanske invasion i Irak.

 

Dennis McNett:  “Antihero – he is always Heavy” træsnit og skateboarddesign

For der er mange historier at opdage i Dennis McNetts dyriske flagermuse- og ulvehunde verden, hvis man ellers kan acceptere at den findes og at der kan komme noget vitalt og meningsfyldt ud af en krøllet drengehjerne, ivrigt opmuntret af sin blinde bedstefar.

Ulven kommer!


Dennis McNetts hjemmeside: Wolfbat.com


Udgivet: 10. maj 2013 16:37

Der er lukket for kommentarer.